Sikke et par uger, vi har haft. Med stormflod og uvejr, som ikke er set så slemt i 75 år.Det har haglet, sneet, regnet, blæst og kaskader af vand har taget livet af fire mennesker i De Forenede Arabiske Emirater – og omkring tyve mennesker i nabolandet Oman. Rædselsfulde drukneulykker, hvor folk har siddet fast i biler midt i en stormflod, eller hvor en wadi pludselig har forårsaget et jordskred eller har oversvømmet bygninger og vejnet med en sådan kraft, at alting er blevet revet med.Myndighederne udsendte advarsler om vejret ad flere omgange, og alle ansatte i både de private og offentlige sektorer blev bedt om at arbejde hjemmefra i godt og vel en uge, medmindre man da arbejdede i en del af landets kritiske infrastruktur.

Skolerne blev beordret lukket af Undervisningsministeriet af sikkerhedsmæssige årsager. Både ift. at bygningerne kunne blive oversvømmede, men også fordi der kunne være elever, hvis forældre ikke ville være i stand til at hente og bringe børnene sikkert frem og tilbage.

Online-arbejdet gav 100% COVID-vibes fra det øjeblik, jeg satte mig ind foran skærmen. Og jeg måtte trække mig selv op ved hårrødderne for ikke straks at blive trøstesulten og smådeprimeret. Der er heldigvis mange, som har positive minder fra corona-tiden, og jeg ville ønske, at jeg kunne sige det samme, men jeg kunne slet ikke finde fred i den usikkerhed, der konstant omgav os – og det restriktive liv, vi var underlagt hernede, hvor man knapt måtte gå uden for en dør. Dét kom alt sammen sejlende tilbage til mig i mit hoved og nervesystem – lidt a lá den syndflod, der ramte os fysisk.Og vi måtte – midt i stormvejret – erkende, at det allerede overophedede, ældgamle AC-system og de gennemstegte pvc-vinduer havde haft deres storhedstid, for at sige det mildt. Der kom vand ind ved alle vinduer og døre; under balkonerne og hele vejen ned i relæet, der selvfølgelig stod af. Der gik mange timer med at tørre relæet på Georg Gearløs-facon med en hårtørrer og de komponenter, der var brændt af skulle skiftes.I bagklogskabens – eller dovenskabens – klare lys vidste vi det j0 godt. Vi burde have skiftet AC-anlæggene og vinduerne, da vi fik renoveret huset for 4 år siden, men budgettet løb løbsk, og vi tænkte, at “går den, så går den i et vist antal år”. Den globale opvarmning og klimaforandringerne har nu vist os, hvad der er i vente. Og nu “går den” så ikke længere.Vi har installeret 4 nye AC-anlæg og bestilt nye vinduer og døre til hele hytten. Det er dyrt og knapt så morsomt at få installeret, når man lever midt i bygge-projektet, men det bliver helt fantastisk godt, når det er overstået. Både f0r indeklimaet og elregningen, men absolut også ift. næste gang, vi får et rædsomt regnvejr i en fjern Ørkenstat.For det kommer til at ske. Regnstorme og stormfloder bliver mere hyppige verden over – og vores ørkensand suger ikke vandet, sådan som det sker, når man leger med vand i en sandkasse. Sandet bliver snarere til ler eller tyk pløre, som er megaglat at køre i – og som stopper alle afløb og kloaker til, så der lynhurtigt opstår kæmpe søer og strømme, der ødelægger alle færdselsårer – villaveje såvel som motorveje.Det kan måske virke ‘sjovt’ som dansker, at regnvejr og stormvejr skulle forestille at være ‘farligt’ og få hverdagen til at stå på ‘stand-by’. Men sådan er det. Intet er konstrueret til at kunne tage store vandmængder på kort tid i en ørken. Huse, veje og broer står pludselig under vand. I bjergene flyder voldsomme vandmængder igennem wadis (floddale) ud i beboede områder, over møjsommeligt opbyggede vejnet og elnettet hænger i laser. Det er enormt voldsomt og uhyggeligt.

Vores træer har også et helt andet rodnet end danske træer, så de vælter for et godt ord i regnvejr. Det kan såmænd være ‘for farligt’ at gå eller cykle en tur, selvom det måske virker besynderligt.Og myndighederne får nu et kæmpe projekt med at skabe flod-dræn, kloaker og regnvandsopsamlende søer og anlæg til fremtidige stormfloder. De er allerede på sagen, og i nyhederne beskriver de store projekter til millioner af dirhams, der skal løbe hen over en årrække.Jeg kom ved en fejl til at kigge i kommentarfelterne under de danske nyheder om det forfærdelige uvejr i Dubai, og sædvanen tro blev der ‘kørt fuld Jantelovs-plade’ fra kældermenneskerne, der svælgede i lige dele skadefro og syrlighed. Det er imponerende, at selv et uvejr, får vi med krabasken over.

Selvfølgelig er det IKKE myndighedernes ‘skyld’, at der kommer et uvejr.

Selvfølgelig er det ikke skypodning – cloud seeding – der ligger til grund for så voldsom regn.

Det kan slet ikke lade sig gøre at ‘pode’ eller ‘så’ så kraftige og vandholdige skyer, der ville skulle ‘bruges’ til at få så voldsomme skybrud på et døgn.

Men konspirationsteoretikerne med sølvpapirshattene har nok gjort deres egen research, som har påvist, at der helt sikkert var tale om skypodning.

Jeg græmmes. Over stupiditeten.

Og jeg tænker, at det må være deres egen sag, at de vælger at bruge deres dyrebare tid på,at lukke ren og skær gylle ud i internettets krinkelkroge og B.T.s kommentarspor, som jo virkeligheden burde lukkes ned for good.

Skulle man nu være sådan oprigtigt interesseret i skypodning – for det er jeg absolut – kan man se den fine og poetiske dokumentar om den dygtige finske forsker Hannele Korhonen på DR: Sådan dræber du en sky.

For det er korrekt, at De Forenede Arabiske Emirater donerer store pengebeløb til forskning i regn og podning af skyer. Det er ingen hemmelighed, at den teknologi ville kunne tjene landet godt – men som man også kan se i dokumentaren, er der ikke tale om en ‘moden’ teknologi. Det er spritny forskning, og der er store usikkerheder involveret i at forsøge at determinere, hvilke skyer, der er klar til podning.

Måske vil fremtiden byde på mere og mere skypodning i den overophedede Ørkenstat. De gør ihvertfald en masse forsøg.

Og måske vil vi i fremtiden kunne manipulere skyerne, så vi ligefrem kan ‘stjæle’ eller ‘hente’ nogle af gode skyer hos naboerne, der måske har lidt flere end én selv. Hvem ved? Det både skræmmer mig og morer mig at tænke på.

God weekend, folkens.

Der er gået knapt to måneder siden sidste blogindlæg. Det er livet og hverdagen, der rammer mig – på en helt anden måde, end da pigerne var små. Jeg når ikke frem til de samme øjeblikke af skriveinspiration i hverdagene, som bare triller afsted, og selvom vi stadig oplever en masse spændende ting ved at bo i udlandet, og selvom jeg stadig oplever den samme taknemmelighed over at kunne vekselvirke mellem Den Fjerne Ørkenstat og Det Kolde Nord hele året igennem, så er livet bare fundamentalt anderledes lige nu.Hvis nogen stiller sig op og siger, at det er allermest udfordrende at have små børn, melder jeg mig ovre i den anden kø, for dem, der oplever transitionen til unge mennesker som sværere eller hårdere – for alle parter.

Jeg skal ikke klage. Vi står ikke midt i en livstruende sygdom længere. Vi har fået udredning, opklaring og en begyndende forståelse for, hvad vi egentlig kan og må gøre fremadrettet. Det gør det hele langt nemmere set fra fugleperspektiv, men derfor er hver eneste dag stadigvæk en udfordring set fra frøperspektiv. Og jeg begår fejl. Igen og igen. Fejler, så jeg føler, at jeg rammer rock bottom over for både den ene og den anden i familien. Det kræver ro, hvile og masser af forsøg med egenomsorg at komme oven på hver eneste ‘episode’ eller ‘udfordring’, og derfra kan jeg ikke skrive. Derfor er denne blog – min livsdagbog – også inde i en transitionsfase, hvor jeg skriver mindre, og hvor mange af de tidligere omdrejningspunkter – pigernes liv, oplevelser, følelser osv. – er forsvundet ud af blog-linsen. Børn og unge har brug for privatliv, og det vil jeg gerne respektere. Udfordringen består ikke så meget i at transitionere fra at fortælle om pigernes liv som ’second eller third culture kids’ i udlandet, men snarere i, at jeg ikke kan dele de ting, der banker i mit hjerte lige nu.Så bloggen er blevet til en mere neutral dagbog lige nu. Det er dog ikke uden værdi for mig – for jeg elsker stadig at gemme forskellige minder digitalt, og jeg vedholder stædigt, at jeg skriver for mig og for at have et fint arkiv over alle de dejlige og svære ting, der lander hos os – og hvis andre stadig har lyst til at læse med, så bliver jeg kisteglad.Vi har netop været tre uger på forårsferie i Danmark, som i denne omgang faldt oven i både den kristne påske og den muslimske eid.Der var vigtige mærkedage i familien – bl.a. en 90 års fødselsdag at fejre – samt tid til hyggelige stunder med familie og venner. Vi mærkede det spirende forår i Danmark for første gang i 10 år, og vi fik fejret mange skønne mennesker i løbet af ferien.Lige før vores forårsferie kom Flyvende Mormor på besøg hos os. Det var et helt år siden sidste besøg, hvor hun ovenikøbet lå hundesyg med Influenza A og B i mange dage, så vi følte begge, at der var en hel del nydelse og ferieliv at ‘indhente’.

Og det skal jeg love for, at vi fik indhentet.Med aftenbadning, hvor jeg ikke overholdt reglerne og lod Daisy komme med til poolområdet for at sige hej til havfruerne.Med dagsbadning i poolen efter skole. Det er Milles yndlingsaktivitet med Mormor.Med havbadning og følelsen af all inclusive på en eftermiddag. Bare min mor og jeg….det var vidunderligt!Med frokoster ude.Og fælles madlavning derhjemme.Med hundelufter-ture hver aften i nabolaget.Og med noget af en udfordrende vandretur i Wadi Dahir i Fujairah!
Vi var endelig afsted sammen – Mor og jeg – for netop en vandretur i Hajjar-bjergene var én af de oplevelser, vi blev snydt for sidste år, hvor hun lå syg med influenza og voldsom hoste. Denne gang lykkedes det.Wadi Dahir kaldes også for Blue Pools, fordi naturligt forekommende sulfur – svovl – løber ud i vandet, som så bliver ganske blåt at se på.Det var en virkelig fin tur, men selve niveauet var rigeligt udfordrende, og dét endda selvom turarrangøren havde lovet, at det var ‘beginner’-level. Vi overlevede – ingen skader eller større fald – men der er ingen tvivl om, at wadi-vandring er hårdt arbejde, og at man nok skal ha’ investeret i et par rigtige hikingstøvler til den slags.Som altid med min Mor, så er der timevis, hvor vi kan sidde i haven og sniksnakke. Der skal være tid til sundowners og chips. Og tidligere på dagen var det selvfølgelig kaffe og det allestedsnærværende strikketøj.Mens min Mor var her, holdt skolen International Day. Som altid var det en kæmpe fornøjelse at opleve alle landenes boder og smagsprøverne, og i år havde jeg for første gang ikke ansvaret for den danske stand. Det føltes rart.Jeg elsker, at Ukraine og Rusland kan have deres stande lige ved siden af hinanden – uden problemer – for det er jo netop pointen: Alle almindelige mennesker har intet imod hinanden. Det er storpolitik, storhedsvanvid, diktatorer og vanvittige magthavere, der ødelægger livet og livsvilkårene for størstedelen af befolkningen.Vi var selvfølgelig også nødt til at komme et smut i Global Village, som vel også kan beskrives som en form for International Day med alle madboderne og folk fra alle verdens lande. Sædvanen tro fik vi friskpresset granatæble juice, stærk kaffe og punjabi samosaer.Til sidst i min Mors ophold kom Ramadanen. Jeg elsker den for den ekstra tid og ro, der pludselig falder over byen.Vi tog ud i Bab Al Shams fine souk-restaurant, Al Hadheera, for at nyde en Ramadan-middag, før Mormor skulle rejse hjem igen. Dét sted er altid et besøg værd, uanset om det er for at fejre Ramadanen eller bare en lørdag aften.Forhåbentlig kommer hun retur til efteråret, for jeg savner at ha’ hende huset. ❤🌙

Det har været planlagt længe, at Cille skulle på udlandsrejse med skolen i vinterferien. Oprindeligt havde hun ønsket sig at deltage i en videnskabs-baseret tur til Schweiz, men da der var for få tilmeldte til at afholde rejsen, kunne vi vælge mellem at få vores depositum tilbage – eller at tilmelde hende til en anden destination.

I og med at rejsefeberen allerede var i blodet hos den unge dame, valgte hun selvfølgelig en ny rejse.

Og det blev så Sydkorea – fordi landet trend’er på sociale medier ift. hudpleje, kosmetik, tøj, musik, kultur, mad og seværdigheder lige for tiden. Turens formål var kulturel og historisk – altså ville de unge mennesker komme til at opleve alle de store turist-seværdigheder i Seoul, Den Demilitariserede Zone ved grænsen mellem Syd- og Nordkorea, højhastighedstog til Busan, Hyundai-bilfabrikken, Seoul’s universitetscampus, Lotte-forlystelsesparken, gademarkeder, gamle templer, traditionelle spisehuse, taekwondo-træning, koreansk kokkeskole, traditionelle klædedragter og meget, meget mere, jeg knapt kan huske.Vigtigst af alt er, at hun er kommet hjem fuld af selvtillid og med et hoved, der svirrer af oplevelser. Undervejs havde hun endda fundet tid til at få endnu en øre-piercing, som hun stolt viste os i lufthavnen som en ‘surprise’, som hun kaldte det. Otte piercinger til den 14-årige. Jeg tør slet ikke tænke på, hvordan hun kommer til at begå sig i sin nyvundne frihed på en dansk efterskole. Men dén tid, dén sorg. For nu fokuserer vi på, at hun lykkedes med at være afsted i 9 dage på en strabadserende tur, der bød på mindst tre aktiviteter hver dag, og hvor hun ikke rigtigt kendte nogen, før hun tog afsted, men straks fandt nogle supersøde piger at hænge ud med. Dén slags – selvbestaltede – udfordringer vokser man af.Og det var sundt for hende at komme væk hjemme fra og ud i noget, hun aldrig nogensinde havde oplevet magen til. Det var f.eks. en øjenåbner for hende at se, hvor mange, der ikke talte et ord engelsk i Korea. Vi tager det for givet, at vi bliver forstået, hvis vi prøver os ad på engelsk. Maden var absolut også en udfordring – for koreanerne spiser jo helt anderledes, hvilket gjorde, at pigerne ind i mellem blev seriøst sultne mellem måltiderne – og den slags lærer man jo også af.Mens Cille boltrede sig i koreanske convenience stores og hudplejebutikker, fløj Mille og jeg til Zanzibar – eller Unguja, som øen hedder på swahili. Zanzibar betyder noget i retning af ‘de sorte mænds ø’ og er et navn, de tidlige arabiske herskere gav øen, så vi bør anvende øens oprindelige og korrekte navn, Unguja. Det har ihvertfald en mindre harsk bismag af kolonisation og dominans.Jeg har besøgt Unguja sammen med Martin for 20+ år siden. Dengang var vi i Kenya og Tanzania på safari, og så sluttede vi ferien af med ren afslapning – først i historiske Stone Town og efterfølgende i det søvnige fiskerleje Nungwe. Af nostalgiske årsager bookede jeg straks Tembo Hotel, som vi også boede på dengang. Hotellet har været i drift siden 1995, men bygningerne er flere hundrede år gamle, og har i datiden fungeret som bolig for en overmåde rig handelsmand fra et arabisk eller europæisk land.Jeg huskede Unguja som et absolut kontrastfyldt og bittersødt sted – og det er det stadig, kan jeg konstatere.

Øens sandstrande er second to none.Det Indiske Ocean er så uendeligt smukt – lysende, hvide sandstrande mod et turkisblåt hav.Hvad mere kan man ønske sig?

Stone Town, som er Zanzibar Citys gamle bydel er et UNESCO World Heritage Site, fordi her er bevaringsværdige bygninger med mange hundrede år på bagen – bl.a. et arabisk fort og utrolig flotte huse i arabisk, persisk og indisk stil og byggetradition. Det verdensberømte ‘House of Wonders’, som var sultanens palads til officielle ceremonier og modtagelse af prominente gæster, er under genopbygning, da det pludselig faldt helt sammen i den ene side. Dén regning samler Omans Sultan op – i samarbejde med UNESCO – for Oman har den tvivlsomme ‘ære’ at have været de første kolonisatorer på Unguja.Vi kan ikke sige Zanzibar – eller Unguja – uden samtidig at sige ‘den største udskibninghavn for den østafrikanske slavehandel’. Og netop dén del af historien gør ondt langt ind min hvide, priviligerede sjæl. Der er ikke et gadehjørne, man drejer omkring uden at blive mindet om øens mange kolonisatorer igennem historien. Pludselig står man foran en anglikansk kirke. En arabisk moské. Et portugisisk spisested. En indisk hoveddør med elefantbeskyttende pigge. En plakat på farsi.Mille og jeg besøgte alle de turistede steder i Stone Town. Slavehandels-monumenterne og de katakomber under jorden, hvor man smed slaverne ned de sidste dage, før de skulle udskibes til Amerika eller Europa. Jeg kunne knapt fotografere det hele, for det er så tungt at se på – og mærke, når man står dernede i mørket under jorden i en form for dyb kælder, og forsøger at forestille sig, at flere hundrede mennesker har afventet deres skæbne lige dér – hver eneste dag.Vi gik igennem gademarkeder, det arabiske fort, der nu mest af alt er en salgsplads for kangaer og kasketter.Vi slentrede igennem Forodhani Park, hvor alle – høj som lav – chiller med karak chai i den ene hånd og mobiltelefonen i den anden, og måske fodrer en gadekat eller to med en rest paratha.

Vi vandrede langs promenaden til den store havn med skiltet Karibu Zanzibar, hvor færgerne fra Dar es Salaam lægger til mange gange dagligt. Vi gik fnisende forbi Freddie Mercurys fødehjem og takkede nej til at besøge det. Vi stak hovederne ind ad gadedøre for at handle chokolade og chips fra de lokale i opgangen. Vi spiste is i den eneste italienske isbar, vi kunne finde.Det bedste var faktisk at fortabe sig i gaderne og stræderne. Bare vade omkring det ene hjørne og så det næste. Sige hej til børnene, der løb barfodede rundt og spillede fodbold. Hilse på en gammel mand på cykel med store tasker.Forsigtigt fotografere en kvinde med masser af sager balancerende på hovedet. Titte ind af vinduerne til en skoleklasse. Glo på menukort og ind ad bagdøren på de lokale gadekøkkener og ‘restauranter’. Og når vi så blev helt væk, tog vi bare en tuk-tuk hjem igen.

Afrika er Afrika.Og hvis man forestiller sig, at man på Unguja er kommet til en slags afrikansk version af Maldiverne eller Seychellerne, må man se sig skuffet omkring. Havet og det vidunderlige sand sælger sig selv – præcist som alle andre af de her klassiske, eksotiske stranddestinationer.Men den evindelige afrikanske hustler-mani gør strandturen til en helt anden oplevelse end på f.eks. førnævnte Maldiverne.Man får ikke fem minutters fred fra insisterende tilbud om at erhverve nye solbriller, fodboldtrøjer, sandaler, jordnødder, cigaretter eller stor, stor kunst malet med akrylmaling i knaldfarver. Der er ‘jambo, mambo, karibu og where u från’ til højre og venstre for solstolen eller den bølge, du befinder dig i. For de fortsætter efter dig helt ud i havet for at sælge dig deres skrammelting. Oh, yes.

En enkelt bådtur fik jeg også lokket Mille med på.

Hun HADER at sejle, ligeså meget som jeg ELSKER at sejle.

Tværpinden, som vi sad på, knækkede desværre undervejs på den tyve minutters sejltur for at komme over til øen Changuu. Jeg anerkender, at båden måske nok var en lidt lille pram, og at det helt klart blæste en pelikan den formiddag, men Mille insisterer på, at det var en reel nærdødsoplevelse, hun sjældent vil glemme!Changuu er bedre kendt som enten Prison Island eller Turtle Island. Det med fængslet blev aldrig rigtig til noget. Her er vi igen ude i koloniherrernes ærinde, hvor de fandt på, at de oprørske og farlige slaver måske kunne sættes ud på Changuu og måske stoppes i nogle store fodlænker, indtil man kunne sende dem på deres videre færd? Det værste mareridt for en slavehandler ville jo være, hvis en række stærke slaver gjorde oprør og fik de andre slaver med sig. Idéen var vel god – set fra en slavehandlers synspunkt, men fængslet nåede aldrig at blive anvendt til afstraffelse. I stedet blev bygningerne til en form for felthospital eller sygestuer for de epidemier, der hærgede, fordi man stuvede så mange mennesker sammen på begrænset plads og uden sanitære forhold. Slaver med den sorte pest, kopper, gul feber, malaria, diarré, dysenteri og alt muligt andet smitsomt blev således sendt til Changuu, hvor de højst sandsynligt døde af deres sygdom, for der var ingen medicin eller lægehjælp at hente. Det er noget af et gys, man får, når man står ved den rampe, hvorfra de ‘skubbede’ ligene ud i havet, når slaverne bukkede under på sygestuerne.Udover de gamle fængselsbygninger med nøgterne displays om slavehandel, er der godt og vel 200 landskildpadder på øen. Dem kan man sige goddag til og tage fotos med – og det gør mange hundrede turister så hver eneste dag. Padderne er efterkommere af fire landskildpadder fra Seychellerne, som en af de omanniske sultaner forelskede sig i, og derfor udbad sig at få med tilbage til Zanzibar. Det er ret sjovt at tænke på, at de endemiske padder fra Seychellerne nu også har et godt opdrætningssted på Changuu.Desværre er der nu intet, der tyder på, at padderne bliver behandlet med respekt, og det ser heller ikke ud til, at de får ret meget plads at bevæge sig på. Det er nok én af de turistattraktioner, man godt kunne overveje ikke at benytte sig af – og havde jeg vidst, hvor åndsbollet foretagendet var, ville jeg ikke have købt billetter til det.Til gengæld var den historiske vandretur med guide rundt i Stone Town en superfin oplevelse, hvor jeg fik lejlighed til at stille masser af spørgsmål ift. historien, slaveriet og hvordan, man som ung i Unguja i 2024 oplever dét, at der er turister, som hver eneste dag vader rundt i ens kulturarv og måske ikke engang overvejer, hvor blodig og tung en historie, der præger stedet?Zanzibarianerne er hårdføre og positive mennesker, der lever i fred og fordragelighed med deres naboer – uanset forskelle i f.eks. etnicitet og religion. De føler, at deres historiske skæbne er udefrakommende – i form af kolonisatorer fra Europa, Indien og Arabien, som gik sammen med lokale Tanganyika-stammeledere for at skaffe de eftertragtede slaver. Derfor er der ikke ‘ondt blod’ blandt øens beboere. Der er ikke visse efternavne, der kunne indikere, at ens forfædre var slaveejere og/eller slavehandlere. Der er ikke bestemte bydele eller områder, der er ejet af rige efterkommere af slavehandlere. På den måde er der en slags forsoning med historien. Folk udefra påførte Unguja den skæbne igennem hundredevis af år. Ikke øens egne borgere. Det er et tankevækkende sted at opholde sig.Med til historien hører, at det kun er godt og vel 110 år siden, at de sidste slaver blev frigivet eller frisat, om man vil. De allersidste var konkubinerne, der blev holdt hos deres herrer i mange årtier efter slavehandlens ophævelse. På en eller anden bizar måde havde de muslimske magthavere besluttet sig for, at når det kom til flerkoneri uden for ægteskabet, så var det helt i orden at fastholde kvinder under slavelignende forhold helt op til omkring 1910.

Udover handel med slaver, er Unguja verdensberømt for sine krydderiplantager. Særligt nelliker, kanel, muskatnød og sort peber blev skibet ud. Nu om dage er der forskellige landbrugskooperativer, der dyrker økologiske grøntsager, frugter og krydderier, som sælges overalt i verden, og så har de en slags ‘Spice farms’, som vi turister kan besøge uden for Stone Town. En ‘Spice farm’ er et slags ‘jordbrugsmuseum’, hvor de viser turisterne, hvordan de forskellige krydderier og frugter gror. De har ananas, bananer, kakao, vanille, kanel, citrongræs, jackfruit, meloner, muskatnød og ingefær. Der er selvfølgelig duft- og smagsprøver undervejs, og man bliver kontinuerligt nødet til at købe sæber, parfumer og krydderier i boderne. It’s the constant African hustle, hvor de fletter sivhatte og tager billeder med de dumme turister, men samtidig hygger sig og har det sjovt med at møde mennesker fra hele verden.De store markedspladser inde i Zanzibar City besøgte vi også. Her er det en blanding af kød-, fiske-, frugt- og grøntmarked, som de lokale baserer deres indkøb på, og så det vanlige turist-tingeltangel med solhatte, fodboldtrøjer, armbånd og alt for små sandaler. Vi afstod høfligt fra at gå ind i hallerne med kød og fisk i alle afskygninger, fordi stanken var for uudholdelig i 35 grader, når man samtidig døjer lidt med at holde maden i sig. Delhi-Belly langt uden for Delhi, gør det ikke ligefrem nemmere at bevæge sig omkring mad. Og da især ikke, hvis det er rå mængder kød og fisk, som fluerne summer omkring. Yrk. Jeg husker de markedshaller fra dengang, hvor Martin og jeg besøgte dem for 20+ år siden.Da Delhi-Belly’en for alvor ramte os, trak vi os lidt væk fra gadeboderne og ind på øens safe space – den lokale Park Hyatt. Dér sad vi så i sofaerne og kiggede op i den mørke aftenhimmel og ud over havet, der lå badet i månelys.

Zanzibar er absolut et besøg værd. Hvis man kan overskue at fornemme historiens tunge åg og at bevæge sig rundt i the African hustle konstant. Og det er vi tilsyneladende mange, der kan overskue. Der er bl.a. en dansk højskole på øen, så man går ikke mange skridt hen ad hotelgangen eller i én af Stone Towns snirklede gader, før man støder på en fellow dane. Det er på sin vis både hyggeligt og vildt mærkeligt.Kommer jeg tilbage igen en anden gang? Hmmm….jeg er forelsket i det azurblå hav og de flinke, flinke mennesker, men måske ville det være spændende at opleve Sri Lanka, Mauritius eller Seychellerne. Men først skal jeg lige skrabe lidt dirhams sammen til feriebudgettet. Drømme er der nok af….Hakuna matata!

I lørdags tog jeg mod til mig.Det var præcist ti måneder siden, at jeg for første gang havde meldt mig til en vandretur i Hajjarbjergene – og selvom det er én af mine store ønsker at blive dygtig til at hike, havde jeg ikke været ude siden marts 2023. Dengang var det egentlig tiltænkt som en forsinket fødselsdagsgave til min kære Mor, som skulle have været med på turen, men hun lå hundesyg derhjemme med en grum kombination af Influenza A og B, så jeg endte med at tage afsted alene til Waib Al Hanna. Dén tur kan du se lige her:

Waib Al Hanna

Dengang var det en ‘intermediate plus’ hike, jeg havde tilmeldt os, og jeg huskede mig selv på, at det var nok liiiige til den krævende side, selvom jeg er i god grundform. Desuden havde jeg ikke brudt mig om, at der var så mange støjsendere i gruppen, som enten sang a capella eller muntrede sig med at spille musik over deres telefoner. For mig er en hike naturoplevelsen i sig selv – og faktisk gerne uden alt for meget samtale undervejs, selvom det da er hyggeligt nok.Denne gang faldt jeg over en ‘beginner plus’ hike, hvor man ikke skulle klatre alt for højt op og ned, men blot være i stand til at vandre i store sten og grus. Det lød mere som noget for mig – for bjergklatrer er jeg altså ikke.

Og jeg kan varmt anbefale det hiking-firma, jeg benyttede denne gang: UAE Trekkers. Ejet af en kvinde – og der er kun kvindelige guider på alle deres ture. De opererer også altid med én guide forrest og én som bagtrop, hvis nogen skal tisse eller sakker lidt bagud af andre årsager, og der er et stående tilbud om elektrolyttilskud til vandflaskerne undervejs, isnende kolde juicebrikker og müslibarer ad libitum.Priserne virker meget rimelige, og der var (ihvertfald denne gang) en virkelig god stemning blandt hikens deltagere. Begge guider var vidende, energiske og sympatiske. Der var ingen fællessang og masser af ‘plads’ både mentalt og fysisk til bare at ‘være sig selv i naturen’.Natur fik vi. Denne gang var jeg vist i emiratet Ras Al Khaimah, omend det føltes mere som Fujairah, men jeg er også typen, der kan blive væk i en telefonboks. Vi gik et ‘loop’ på 10 km. på lige omkring 3.5 time – fra solopgang til lige før kl. 11, hvor det begyndte at blive klistrende varmt, selvom det er vinter og køligere i bjergene end nede i Dubai.Vores guide var også rideinstruktør, og hun gik derfor helt hjemmevant og roligt til alle de kameler, vi mødte undervejs i ‘wadien’. Der lå landbrug spredt rundt omkring i dalen, og derfor mødte vi rigtig mange kameler med deres unger. Hedder de mon kalve?

Hvert landbrug har kun en enkelt avls-han-kamel, resten af flokken består af hunner med afkom. Præcist som på et kvægbrug. De unge kamelhanner slagtes, da kødet er eftertragtet, mens hunnerne jo avler flere kameler og giver mælk til både deres eget afkom og mennesker. Jeg har ikke brudt mig om hverken kamelkød eller kamelmælk, de få gange, jeg har smagt det. Der er for meget ‘vildtsmag’ over det mørke kød, og proteinindholdet i mælken gør det flaget, tørt og stort set uindtageligt, hvis man spø’r mig…Vi så en lillebitte kamelbaby, der stadig havde navlestrengen hængende. Jeg var imponeret over, at kamelmødrene ikke blev mere oprørte eller vrede over at møde os – en stor flok potentielt utilregnelige mennesker – men de virkede nysgerrige og rolige, og så hjalp der måske også på humøret, at vores guide forærede dem lidt müslibar!Jeg nød virkelig denne her hike. At være i naturen i timevis. At bruge min krop til den var træt. Klokken halv ni om morgenen havde jeg gået de første 10.000 skridt, og jeg nåede 25.000 skridt, før jeg lagde hovedet på puden samme aften. Træt med træt på. Mættet af natur, frisk luft og fysisk aktivitet.Jeg håber, der ikke går 10 måneder, før jeg kommer afsted igen. Hikes, der er vurderet til ‘beginner’ eller ‘beginner plus’ egner sig fint til almindelige kondisko og almindelig grundform. Hikes, der vurderes over disse niveauer kræver rigtige vandrestøvler, en stærk grundform og en interesse for at klatre op og ned og op og ned.Måske skulle jeg købe et par vandrestøvler – og udfordre mig selv lidt mere?

Yrk. Det er så hårdt at være tilbage i hverdagen igen. Vi er stadig tidsforskels-groggy, lettere influenzaramte og så foretrækker vi at optræde i pyjamas for nul publikummer. Den eneste optur er det vidunderlige vintervejr i Ørkenstaten. Milde, svale 25-27 grader om dagen og kølige 18-20 grader om aftenen tilsat høj luftfugtighed, så alle planter, buske og træer blomstrer som var det forår. Jeg har virkelig savnet solen efter tre ugers gråt-i-gråt i Danmark og England, hvor det virker til, at AL SNE skal falde enten før eller efter vores besøg. Det vil vi gerne indberette en klage over. Vi fik faktisk kun stormen Pia forærende til ingen verdens nytte, omend den gav os en spontan pizza- og rødvinsmiddag hos Faster D!Og det var så heldigvis også det eneste, vi havde at klage over i juleferien, som endte med at blive en rigtig god blanding af respekt for juletraditionerne og et lille ferieafbræk fra marcipangrisene i London.

Vi fejrede Juleaften i Varde hos min Far og Conny.Det var en hyggelig eftermiddag og aften med dejlig mad og god tid til pakkeleg og julegaver. Alle fire børn på dén side af familien er virkelig blevet store, og det var både helt forunderligt og dejligt, når vi pludselig kunne sidde lidt længere over maden og nyde at spise den stille og roligt.Og sommerhuslivet i Blåvand var som altid skønt.Mormor havde sørget for klassisk dansk julefrokost Lillejuleaften, og hun inviterede på flæskestegsfrokost 1. juledag – efterfulgt af Farmors julefrokost 2. Juledag. Vi havde med andre ord travlt med at spise vores egen kropsvægt i smør, gris, fisk og marcipan.Det blev et ganske kort besøg i Blåvand denne jul, men der var smukt som altid. For Blåvand er skøn uanset årstid og vejrlig. Selv kronhjortene var festlige!Vi landede lige i tide til at fejre nytåret med vores belgiske venner. 
De havde arrangeret den lækreste, møre og saftige kalkun fra The Address Dubai Marina, hvilket jeg var meget taknemmelig for, så vi ikke skulle direkte hjem, tømme kufferterne og så til at kokkerere. Martin nåede heldigvis at lave sin til dato bedste kransekage i en 9-rings-miniatureversion – for kan belgiere mon li’ kransekage til midnat? Det viste sig, at det kunne de faktisk rigtig godt!Og således hoppede vi ind i det Herrens år 2024 med en blanding af Burj Khalifas festfyrværkeri på skærmen og Dubai Marinas pomp og pragt i horisonten ude på balkonen.Midt i det hele ringede Farmor for at fortælle, at Dronning Margrethe abdicerer den 14. Januar – præcist det ene år, vi fravælger Dronningens Nytårstale, fordi det måske ikke lige var det sjoveste at overvære for en flok belgiere. Sikke et fint og fornuftigt valg fra Majestætens side. Det kan man da kun støtte. Med eller uden diadem og dobbelthage.
Og mens vi bøvler rundt i at finde hoved og hale i hverdagen efter tre ugers tant, fjas, frås og smovs, sender Maricel sit årlige postkort fra Filippinerne. From Pangasinan Province with love.Hun rejste hjem lige op til sin elskede Mamangs 89 års fødselsdag.Maricel er opvokset hos Mamang/sin bedstemor, som nu bor i Maricels hjem, som hun har fået råd til at bygge, da hun flyttede til Dubai som OFW, Overseas Filipino Worker.
Huset er et dejligt rummeligt sted med god plads omkring, og lidt længere henne bor Maricels forældre og andre familiemedlemmer. Her kan man se Mamang passe blomsterne. 89 år and going strong. Gad vide, hvad vi skal finde på til hendes 90 års fødselsdag næste år?

For tiden har familien en masse ænder eller gæs og høns, kan jeg se på billederne, Maricel sender.
Andre gange har de haft grise til opdræt. Det varierer lidt, og afhænger sikkert også af, hvor mange penge, de har råd til at investere i dyr til opdræt. Grise er virkelig dyre!

Maricel sender også altid billeder af de frugter, de høster i haven omkring deres hjem. Tænk, at kunne gå ud og hive mangoer ned!Og vores gamle bordgrill fra 2008 lever tilsyneladende videre uden gasflaske, men i stedet med kul eller brænde!Det sidste billede, hun sendte, var af det hus, hun voksede op i hos Mamang. Jeg ved ikke, hvem der nu opholder sig i huset, men familiemedlemmer skal der nok være derinde.Jeg ville gerne besøge Maricels hjem engang. Der er så tropisk og vidunderligt, at det kan man kun falde i staver over. Så eksotisk for os andre – med pomeloer, papajaer og bananpalmer om huset, rismarker så langt øjet rækker….intet under, hvis Maricel får hjemve med den dejlige familie og det miljø, hun hører hjemme i.

Om en uge vender hun tilbage til Ørkenstaten. Så går der endnu et år, før hun igen kan kramme sin søn og mand – og gense sin Mamang. Det er hårde vilkår. Man er nærmest nødt til at spise brød til, bare ved tanken om de afsavn, hun lider i sin hverdag.Og så er der jo heldigt, at jeg – i bogstaveligste forstand – havde en halv kuffert fyldt af dansk rugbrød med hjem. Til frokost og eftertanke. Rugbrød er bare bedst.